Flere og større fisk i Voer Å i fremtiden
I Vandplan-2 blev hovedløbet i Voer Å mellem Stenskrogvej og Østervrå udpeget til, at der skulle udlægges gydegrus og skjulesten samt plantes elletræer her og der på sydsiden. Frederikshavn Kommune udmøntede dette i et projekt, som ud over små trægrupper omfattede 9 gydebanker a’ 20 m og 2.500 marksten – det største grus-projekt i Voer Å i mange år. Projektet blev udført af et entreprenør-firma, hvor ejeren selv, og denne gang også fruen, er med i marken. De har stor forståelse for, hvad der er godt ørredvand og gode gydebanker, og de lytter gerne til hvad vi i vandplejen mener – vi har tidligere assisteret med armkræfter og skovle, når gydegrus skulle lægges på plads. Kommunen viste os den tillid, at vi sammen med entreprenøren godt måtte tilpasse projektet, hvor vi mente det ville give bedre resultat, så i sidste ende blev det til 11 lidt kortere gydebanker. Fra vandplejen mødte på skift 2-3 personer hver af de 5 dage, som det tog at få de 150 tons grus i åen sammen med de sten, som skulle lægges på og nær gydebankerne. Hr. og fru entreprenør brugte en dag mere på at lægge skjulesten mellem gydebankerne, og så var alt klart til næste gydesæson.
Ud over at projektet er stort, og at det som alle nye gydemuligheder vil bidrage til et større antal havørreder i Voer Å, så er der det specielle, at det vil bidrage til at løfte den gennemsnitlige størrelse på de fisk vi lander. Forklaring følger her. Flertallet af hun-havørreder falder i én ud af to grupper med hensyn til, hvor gamle de er når de gyder første gang: enten efter to eller efter tre somre til havs. Enkelte gyder som ”undermålere” allerede efter første sommer til havs, andre måske først efter fire somre, men det er de færreste. Et sandsynligt livsforløb for en hun af hver af de to største grupper skitseres nedenfor. Fælles for dem er (lidt forenklet), at de er ca. 15 cm når de som smolt stikker til havs første gang pr. 1. april, og at de vokser ca. 20 cm det første hav-år (1. april-31. marts). Herefter vil både deres vækst og antal æg være vidt forskelligt.
Gruppe 1: Her begynder hunfisken at producere rogn i løbet af sommeren det andet hav-år. Det går ud over længdevæksten mens hun er til havs, og i åen bliver længdevæksten praktisk taget nul. Hun er derfor 45 cm, når hun gyder den følgende vinter. Vel tilbage i havet næste forår vokser hun videre, indtil hun igen begynder at producere rogn, og hun er nok 55 cm når hun gyder anden gang – og 65 cm når og hvis hun overlever til at gyde tredje gang. Ikke mange når at gyde mere end tre gange.
Gruppe 2: Kusinen i gruppe 2 venter et år mere med at formere sig, så hun får den fulde længdevækst de første to hav-år Hun er derfor 55 cm, når tredje hav-år begynder, og hun når at blive 65 cm inden hun første gang trækker op i åen, og hele 75 cm før hun går i åen anden gang. Oplever hun at gyde tredje gang, er hun en virkelig storfisk, men dem ser vi ikke mange af, og statistisk set har hun mindre chance for tre gydninger end kusinen fra gruppe 1.
Det forventede antal æg pr. gydning kan anslås ud fra længden ved gydning, en K-faktor på 1,1 (mit eget gennemsnit af Voer Å sommerfisk) og et standard-tal på 1650 æg pr. kg af moderens kropsvægt. Det potentielle antal afkom efter tre gydninger i gruppe 1 og to gydninger i gruppe 2 ses i skemaet.
En hunfisk af gruppe 1 skal gyde to gange for at hamle op med første gydning hos kusinen fra gruppe 2 – og den fra gruppe 2 kan til gengæld få flere efterkommere hvis hun når at gyde to gange. Om en hunfisk følger mønsteret i gruppe 1 eller 2 afhænger mest af, hvilke gener hun har arvet. Andelen af hver af de to grupper i f.eks. Voer Å-bestanden vil derfor være bestemt af, hvor dygtige/heldige deres forældre i hver gruppe har været til at formere sig, og hvor mange forældre der var i hver gruppe. Her spiller mange faktorer ind – et par eksempler kommer her. Hvis der er stor dødelighed i havet (garn, stangfiskere, sæler, skarv) giver det tendens til en stor andel i gruppe 1 – her optimerer man chancen for at leve længe nok til at få i hvert fald nogle efterkommere. Hvis der er vandfald eller styrt på vejen op til gydebankerne favoriserer det gruppe 2, som bliver større og stærkere.
I Voer Å-systemet er der en tredje faktor, som nok er vigtig. Der er tilsyneladende en tendens til, at hunfisken vælger at gyde på en vanddybde, hvor rygfinnen lige knap stikker op af vandet. Vandplejens hovedvirke har i alle årene været i bækkene, hvor det meste gydegrus ligger på lavt vand, og det favoriserer gydere af gruppe 1. Kun få gydepladser i hovedløbet og nederst i de største bække har været til fordel for gruppe 2. Det kan være en vigtig årsag til, at vægten af landede fisk fra Voer Å i gennemsnit er mindre end fra f.eks. Karup Å. Men nu, hvor vi mere eller mindre har fordoblet gydemuligheden på dybere vand, så kan vi forvente, at gruppe 2 får flere efterkommere end tidligere, uden at der nødvendigvis bliver færre efterkommere af gruppe 1. Men andre ord: både flere fisk og flere store fisk i opgangen om 5 år og fremad – det glæder jeg mig til. PS: der er mere på vej. Kommunen er i gang med at regulere Siverslet Bæk, og hér er planlagt to gydebanker på god vanddybde.
