VEDTÆGTER I VOER Å SPORTSFISKERFORENING
Vedtægter for Voer Å Sportsfiskerforening
1. Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er ”Voer Å Sportsfiskerforening” med hjemsted i Frederikshavn Kommune.
Foreningens adresse er den til enhver tid værende formands adresse.
2. Foreningens formål
Foreningens formål er gennem sammenslutning af lystfiskere at skaffe gode betingelser for lystfiskeri i Nordjylland blandet andet ved:
– At erhverve adgang og ret til fiskevand, dels til rådighed for medlemmerne, dels af fredningshensyn.
– At forbedre fiskevandene ved fiskepleje
– At pleje forhold af interesse for sports- og lystfiskeri gennem foreningens aktiviteter.
3. Foreningens fiskevand
Aktive medlemmer af foreningen har ret til at drive lystfiskeri med max. én stang i foreningens fiskevand.
Under udøvelse af fiskeri skal medlemmerne være i besiddelse af gyldigt medlemsbevis. Medlemsbeviset skal på forlangende forevises til lodsejere, fiskeriopsynsmænd eller andre, der legitimerer sig ved fremvisning af medlemsbevis. Som medlemsbevis gælder KUN dokumentation som viser personnavn, indbetalingsdato og størrelse af indbetalt kontingent og evt. gebyr jfr. § 7.
Bestyrelsen er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for fiskeriet i foreningens fiskevand og for færdsel ved samme.
Bestyrelsen og fiskeriopsynsmændene er bemyndiget til at inddrage medlemsbevis og ikke-medlemmers én-eller flerdagsbevis i tilfælde af overtrædelse af disse regler. Beviset skal i givet fald indleveres til bestyrelsen, som derpå behandler den pågældende sag på det førstkommende bestyrelsesmøde, hvortil den implicerede vil blive indkaldt.
Til ikke-medlemmer kan én- eller flerdags fiskebeviser udstedes til foreningens fiskevande. Beviset er personligt og gælder for fiskeri med én stang. Bestyrelsen fastsætter hvert år prisen for disse beviser, samt for hvilken del af foreningens fiskevand og hvilken del af sæsonen disse udstedes.
I hele sæsonen kan et aktivt medlem medtage gæster, der skal løse én- eller flerdagsbevis. Gæster kan ifølge med medlemmer fiske overalt i foreningens fiskevand.
4. Optagelse af medlemmer
Anmodning om optagelse som medlem sker ved email til kassereren, hvor der oplyses fulde navn, fødselsdato, postadresse, telefonnummer. Ved optagelse betales indskud og første årskontingent.
Fiskeri er gratis for seniormedlemmers ægtefælle/samlever og børn til og med 12 år, når disse er ifølge med medlemmet.
Juniormedlemmer: Unge under 18 år kan optages som juniormedlemmer, uden stemmeret på generalforsamlingen. Ved det fyldte 18. år har juniorer ret til at indtræde som seniormedlemmer uden yderligere indskud.
Medlemsbegrænsning: Bestyrelsen kan begrænse tilgangen af medlemmer, såfremt det samlede medlemsantal skønnes at svare til, hvad tilgængeligt fiskevand kan bære. En sådan begrænsning skal dog forelægges den førstkommende ordinære generalforsamling til godkendelse.
5. Medlemspligter
Følgende er pligter for alle medlemmer:
– Til enhver tid at holde foreningen underrettet om en brugbar, gyldig email konto, således at foreningens kommunikation med medlemmerne primært sker ved email.
– Til enhver tid at holde foreningen underrettet om brugbar postadresse og telefonnummer
– At holde sig orienteret på foreningens hjemmeside om meddelelser fra bestyrelsen angående fiskeregler, fiskeret mm.
– At overholde alle relevante bestemmelser i Fiskeriloven.
– At overholde foreningens særbestemmelser vedr. mindstemål, fredning m.v., således som disse fremgår af foreningens hjemmeside og/eller rundsendt mail.
– At undlade alt fiskeri i åerne i ørredernes fredningstid.
– At anmelde alle overtrædelser af ovenstående til bestyrelsen.
– At undlade at leje eller på anden måde erhverve fiskeret, der tilhører eller har tilhørt foreningen, eller ligger indenfor foreningens interesseområde, uden bestyrelsens skriftlige samtykke.
6. Eksklusion
Bestyrelsen er bemyndiget til at ekskludere medlemmer, der ikke overholder medlemspligterne jfr. paragraf 5, eller udviser usømmelig adfærd over for lodsejere eller foreningens medlemmer. Et medlem, der under fiskeri i andre foreningers vande forser sig imod de stedlige regler eller imod Fiskeriloven kan ligeledes ekskluderes. Dog har det ekskluderede medlem ret til at indbringe eksklusionen til endelig afgørelse på den førstkommende ordinære generalforsamling.
7. Indskud, kontingent og gebyr
Indskud, kontingent og gebyr ved for sen indbetaling af kontingent fastsættes af generalforsamlingen.
Kontingentet forfalder til betaling inden fiskeriet påbegyndes, dog senest 1. februar. Ved senere indbetaling skal indbetalingen forhøjes med det vedtagne gebyr.
Kontingentet dækker medlemskab i kalenderåret.
8. Regnskab
Regnskabsåret løber fra 1. december til 30. november.
Det reviderede regnskab udleveres til de fremmødte medlemmer på generalforsamlingen.
9. Generalforsamlinger
Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i perioden 1. december til 15. januar med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning.
3. Kassererens fremlæggelse af det reviderede regnskab.
4. Fastlæggelse af indskud, kontingent samt gebyr ved for sen indbetaling af kontingent
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelse.
7. Valg af suppleanter.
8. Valg af revisorer.
9. Eventuelt.
Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 8 dages varsel via foreningens hjemmeside.
Forslag, der ønskes behandlet på den kommende generalforsamling, skal indsendes skriftligt til formanden senest den 15. november.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og afholdes når mindst 1/5 af foreningens aktive medlemmer anmoder bestyrelsen herom. Anmodningen skal være skriftlig og bilagt forslag, der ønskes behandlet.
Alle forslag på generalforsamlingen kan vedtages ved simpelt flertal af de afgivne stemmer med undtagelse af:
– Vedtægtsændringer, der kræver et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer.
– Foreningens ophør.
Afstemninger skal være skriftlige, såfremt blot et medlem kræver dette. Ved afstemning om bestyrelses-, suppleant- og revisorposter skal afstemningen være skriftlig, såfremt der er opstillet flere kandidater, end der skal vælges.
Referat af generalforsamlingen underskrives af referenten og dirigenten og opbevares af foreningens sekretær. Seneste referat lægges på hjemmesiden frem til næste generalforsamling.
10. Bestyrelse og udvalg.
Foreningen ledes og repræsenteres af en bestyrelse på 7 medlemmer, som vælges af den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Tilsvarende vælges 2 bestyrelsessuppleanter og 2 regnskabskyndige revisorer for 2 år ad gangen. På ulige årstal vælges en revisor-suppleant for 2 år ad gangen. På hver ordinær generalforsamling afgår skiftevis 3 og 4 bestyrelsesmedlemmer, 1 suppleant og 1 revisor. På ulige årstal afgår revisor-suppleanten.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er til stede. Beslutninger indenfor bestyrelsen træffes ved simpelt flertal. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til at varetage særlige opgaver for foreningen.
Bestyrelsen kan ikke, uden forhånds-vedtagelse på en generalforsamling, foretage økonomiske disponeringer, der forbruger over 15 % af foreningens til enhver tid værende formue. Dette gælder uanset om formuen benyttes til kontant betaling af en investering, om der indgås længerevarende kontraktlige forpligtelser, der akkumuleret overstiger ovennævnte, eller om formuen benyttes til dækning af almindeligt driftsunderskud.
Ønsker bestyrelsen at foretage en økonomisk disponering, der overstiger den ovennævnte grænse, skal dette fremgå som et separat punkt på indkaldelsen til generalforsamlingen hvorpå disponeringen fremlægges.
11. Foreningens ophør.
Forslag om foreningens ophør kan kun vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer på to generalforsamlinger, der afholdes med mindst 8 dages mellemrum. Ved foreningens ophør skal foreningens kapital anvendes på følgende måde:
1. Foreningens kapital hensættes i op til 5 år. I denne periode kan midlerne kun frigives til en ny og tilsvarende forening ved Voer Å og/eller Ger Å med min. 100 medlemmer.
2. Er der ikke opstartet en ny forening inden 5 år anvendes midlerne til vandløbsrestaurering og juniorarbejde i Vendsyssel.
12. Formanden har tegningsretten for foreningen
13. Foreningens tilknytning til Danmarks Sportsfiskerforbund.
Foreningen er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.
14. Vedtægters datering.
Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 25. maj 1956, ændret den 29. november 1979, 20. november 1982, 29. november 1983, 22. november 1984, 28. november 1985, 3. december 1988, 25. oktober 1989, 3. januar 1991, 6. januar 1997, 7. januar 2002, 5. januar 2009 og 8. januar 2018.