VEDTÆGTER I VOER Å SPORTSFISKERFORENING

 

  1. Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er ”Voer Å Sportsfiskerforening” med hjemsted i Frederikshavn Kommune.

Foreningens adresse er den til enhver tid værende formands adresse.

  1. Foreningens formål

Foreningens formål er gennem sammenslutning af lystfiskere at skaffe gode betingelser for lystfiskeri i Nordjylland blandet andet ved:

– At erhverve adgang og ret til fiskevand, dels til rådighed for medlemmerne, dels af fredningshensyn.

– At forbedre fiskevandene ved fiskepleje

– At pleje forhold af interesse for sports- og lystfiskeri gennem foreningens aktiviteter.

  1. Foreningens fiskevand

Medlemmer af foreningen har ret til at drive lystfiskeri i foreningens fiskevand.

Under udøvelse af fiskeri skal medlemmerne være i besiddelse af gyldigt medlemsbevis, samt gyldigt lystfiskertegn for de personer, hvor Fiskeriloven kræver det[1]. Medlemsbevis og lystfiskertegn skal på forlangende forevises til lodsejere og fiskeriopsynsmænd. Som medlemsbevis anvendes enten medlemskort udstedt af Danmarks Sportsfiskerforbund eller anden dokumentation, som viser personnavn, indbetalingsdato og størrelse af indbetalt kontingent.

Medlemmers ægtefælle/samlever og børn til og med 12 år kan fiske uden medlemsbevis eller dagkort, når disse er ifølge med medlemmet. De skal medbringe lystfiskertegn, hvis Fiskeriloven kræver det1.

Til ikke-medlemmer kan dagkort til én eller flere dage udstedes til foreningens fiskevande. Dagkortet er personligt. Regler for fiskeri og færdsel angivet på foreningens hjemmeside skal overholdes. Bestyrelsen fastsætter prisen for dagkort, samt for hvilken del af foreningens fiskevand og hvilken del af sæsonen disse udstedes. I hele sæsonen kan et medlem medtage gæster, der skal løse dagkort. Gæster kan ifølge med medlemmer fiske overalt i foreningens fiskevand.

Bestyrelsen er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for fiskeriet i foreningens fiskevand og for færdsel ved samme. Hvis medlemmer overtræder disse regler, er bestyrelsen og fiskeriopsynsmændene bemyndiget til at bortvise dem fra fiskevandet og fratage dem fiskeretten, indtil sagen behandles på førstkommende bestyrelsesmøde, hvortil medlemmet vil blive indkaldt. Tilsvarende kan bestyrelse og opsynsmænd bortvise dagkortholdere og fratage dem dagkortet.

  1. Indmeldelse i foreningen

Indmeldelse i foreningen sker gennem Danmarks Sportsfiskerforbunds hjemmeside.

Bestyrelsen kan begrænse tilgangen af medlemmer, såfremt det samlede medlemsantal skønnes at svare til, hvad tilgængeligt fiskevand kan bære.

  1. Medlemspligter

Følgende er pligter for alle medlemmer:

– Til enhver tid at holde foreningen underrettet om en brugbar, gyldig e-mail konto, således at foreningens kommunikation med medlemmerne primært sker ved e-mail.

– Til enhver tid at holde foreningen underrettet om brugbar postadresse og telefonnummer

– At overholde regler for fiskeri, færdsel og fiskeret angivet på foreningens hjemmeside

– At overholde alle relevante bestemmelser i Fiskeriloven.

– At undlade alt fiskeri i åerne i ørredernes fredningstid.

– At anmelde alle overtrædelser af ovenstående til bestyrelsen.

– At undlade af erhverve fiskeret, der tilhører eller har tilhørt foreningen, eller ligger inden for foreningens interesseområde, hvis dette begrænser medlemmernes fiskeri i pågældende vand, med mindre bestyrelsen giver skriftligt samtykke hertil.

  1. Eksklusion

Bestyrelsen er bemyndiget til at ekskludere medlemmer, der ikke overholder medlemspligterne jfr. paragraf 5, eller udviser usømmelig adfærd over for lodsejere eller foreningens medlemmer.

Et medlem, der under fiskeri i andre foreningers vande forser sig imod de stedlige regler eller imod Fiskeriloven, kan ligeledes ekskluderes.

Bestyrelsen kan beslutte, om eksklusion skal være tidsbegrænset eller permanent. Det ekskluderede medlem har ret til at indbringe eksklusionen til endelig afgørelse på den førstkommende ordinære generalforsamling.

  1. Regnskab

Regnskabsåret løber fra 1. december til 30. november.

Det reviderede regnskab udleveres til de fremmødte medlemmer på generalforsamlingen.

  1. Generalforsamlinger

Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i perioden 16 november til 14. december med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Kassererens fremlæggelse af det reviderede regnskab.
  4. Fastlæggelse af kontingent
  5. Behandling af indkomne forslag.
  6. Valg af bestyrelse.
  7. Valg af suppleanter.
  8. Valg af revisorer.
  9. Eventuelt.

Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 8 dages varsel via foreningens hjemmeside.

Forslag, der ønskes behandlet på den kommende generalforsamling, skal indsendes skriftligt til formanden senest den 16. oktober.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og afholdes når mindst 1/5 af foreningens aktive medlemmer anmoder bestyrelsen herom. Anmodningen skal være skriftlig og bilagt forslag, der ønskes behandlet.

Alle forslag på generalforsamlingen kan vedtages ved simpelt flertal af de afgivne stemmer med undtagelse af:

– Vedtægtsændringer, der kræver et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer.

– Foreningens ophør.

Afstemninger skal være skriftlige, såfremt blot et medlem kræver dette. Ved afstemning om bestyrelses-, suppleant- og revisorposter skal afstemningen være skriftlig, såfremt der er opstillet flere kandidater, end der skal vælges.

Referat af generalforsamlingen underskrives af referenten og dirigenten og opbevares af foreningens sekretær. Seneste referat lægges på hjemmesiden frem til næste generalforsamling.

 

  1. Bestyrelse og udvalg.

Foreningen ledes og repræsenteres af en bestyrelse på 7 medlemmer, som vælges af den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Tilsvarende vælges 2 bestyrelsessuppleanter og 2 regnskabskyndige revisorer for 2 år ad gangen. På ulige årstal vælges en revisor-suppleant for 2 år ad gangen. På hver ordinær generalforsamling afgår skiftevis 3 og 4 bestyrelsesmedlemmer, 1 suppleant og 1 revisor. På ulige årstal afgår revisor-suppleanten.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er til stede. Beslutninger indenfor bestyrelsen træffes ved simpelt flertal. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til at varetage særlige opgaver for foreningen.

Bestyrelsen kan ikke, uden forhånds-vedtagelse på en generalforsamling, foretage økonomiske disponeringer, der forbruger over 15 % af foreningens til enhver tid værende formue, dog maksimalt 50.000 kr. Dette gælder uanset om formuen benyttes til kontant betaling af en investering, om der indgås længerevarende kontraktlige forpligtelser, der akkumuleret overstiger ovennævnte, eller om formuen benyttes til dækning af almindeligt driftsunderskud.

Ønsker bestyrelsen at foretage en økonomisk disponering, der overstiger den ovennævnte grænse, skal dette fremgå som et separat punkt på indkaldelsen til generalforsamlingen hvorpå disponeringen fremlægges.

  1. Foreningens ophør.

Forslag om foreningens ophør kan kun vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer på to generalforsamlinger, der afholdes med mindst 8 dages mellemrum. Ved foreningens ophør skal foreningens kapital anvendes på følgende måde:

  1. Foreningens kapital hensættes i op til 5 år. I denne periode kan midlerne kun frigives til en ny og tilsvarende forening ved Voer Å og/eller Ger Å med min. 100 medlemmer.
  2. Er der ikke opstartet en ny forening inden 5 år anvendes midlerne til vandløbsrestaurering og juniorarbejde i Vendsyssel.
  3. Formanden har tegningsretten for foreningen
  4. Foreningens tilknytning til Danmarks Sportsfiskerforbund.

Foreningen er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

  1. Vedtægters datering.

Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 25. maj 1956, ændret den 29. november 1979, 20. november 1982, 29. november 1983, 22. november 1984, 28. november 1985, 3. december 1988, 25. oktober 1989, 3. januar 1991, 6. januar 1997, 7. januar 2002, 5. januar 2009, 8. januar 2018 og 2. december 2025

[1] Pr. maj 2025 står i fiskeriloven § 54: Alle, der udøver lystfiskeri, jf. § 26, skal have gyldigt lystfiskertegn. Undtaget herfra er personer under 18 år og personer, der har nået folkepensionsalderen.